Spaden er i jorden ved Blokhus
Mandag begyndte gravearbejdet på det der til sommer bliver en spritny sparbutik i Hune
De to nye dagligvarebutikker kommer til at ligge her på Hune Boldklubs gamle adresse ved Stenmarksvej. Efter planen skulle Aldi åbne omkring påske og hvis alt går efter planen kan Spar åbne omkring Pinse. Foto: Flemming Dahl Jensen, NORDJYSKE
- Vi regner med, at de 1500 kvadratmeter står færdig 1. juni plus minus en uge. Nu kommer der jo Sibirisk kulde i næste uge, så det er lidt spændende, fortæller Lasse Nielsen.
Han glæder sig til at skifte de gamle rammer ud. De er efterhånden er utidssvarende, fortæller han, og specielt i sommerperioden har de vist sig for små.
- Ja, vi har store flaskehalse om sommeren. Der er vores lagre og p-pladser simpelthen fyldte og der er så mange mennesker, at vi har problemer med at få fyldt op på hylderne
Flaskehalsproblematikken i højsæsonen gør, at Lasse Nielsen er af den faste overbevisning, at kundegrundlaget er stort nok til at kunne opretholde driften de to dagligvarebutikker, Spar og Aldi, der kommer til at ligge side om side ved rundkørslen.
Den nye butik får et samlet areal på 1000 kvadratmeter og samtidig kan handlende, i stedet for at kæmpe om de eksisterende 28 p-pladser, brede sig over 165 pladser, som de to butikker kommer til at dele på den nye placering ved Stenmarksvej.